ARTIKLER

Nedenstående artikel blev bragt i Weekendavisen 10.11.2017, side 15.
Redaktøren valgte titlen BIBELENS MANDELIGGERE.
Mit forslag er BIBELEN UNDER CENSUR.
 

Kronikken gav anledning til debat (se under rubrikken DEBAT). 


”Jamen, Bibelen fordømmer da homoseksualitet!” Sådan reagerer mange, hvis nogen antyder, at Bibelen rummer eksempler på kærlighed mellem to af samme køn. Forestillingen om en fordømmende Bibel er så udbredt, at den nærmest tages som en selvfølge. Men hvor berettiget er den egentlig, og hvem er det, der fordømmer? Er det Bibelen selv eller de mennesker, der har oversat den? Den problematik vil jeg kort belyse i det følgende. 

Historisk set er det et faktum, at nogle former for kærlighed har været underlagt censur gennem århundreder. Det gælder i særlig høj grad den, jeg vælger at kalde homokærlighed. I vore dage er censuren på retur, og rent juridisk er den i Danmark helt ophævet. Ikke desto mindre fastholdes den i flere kirkelige miljøer. Sine steder har den fordømmende indstilling ligefrem karakter af et grundlæggende dogme, som begrundes ud fra to kilder. Som hovedregel henvises til ”Bibelen”, og sekundært nævnes ”naturen”. Her vil jeg koncentrere mig om Bibelen, hvor det er relevant at opdele teksterne i to grupper: (a) passager som traditionelt er blevet opfattet som fordømmende, og (b) fortællinger der tyder på, at der i det bibelske univers er plads til homokærlighed. 

Mange mennesker er ikke bevidste om, hvilken rolle vor tids bibeloversættelser spiller i den forbindelse. At rollen er stor, bliver man klar over ved at se nærmere på, hvordan tre populære danske bibeludgaver griber de hebraiske og græske tekster an. Det drejer sig om den autoriserede Bibel (DO92), Bibelen på Hverdagsdansk (BPH) og Den Nye Aftale (DNA). De to første rummer alle Bibelens tekster, mens DNA er begrænset til Det Nye Testamente. I alle tre versioner støder man på nogle problematiske formuleringer, der i betænkelig grad nærmer sig begrebet censur.  

Lad mig først give et par konkrete eksempler på tekster, der formodes at være fordømmende. I Tredje Mosebog optræder en ejendommelig lovbestemmelse i vers 18,22. Ordret oversat lyder den ret kryptisk: ”Hos en af mandkøn må du ikke ligge en hustrus liggemåder”. I en årrække har akademikere livligt debatteret, hvad forbuddet konkret går ud på. Indtil videre er jeg stødt på 16 (seksten) forskellige tolkninger, og debatten er langtfra afsluttet. Ikke desto mindre udtrykker to danske bibelversioner sig temmelig kontant i dette vers. I DO92 læser man: ”Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde”. BPH vælger en tilsvarende fremgangsmåde: ”En mand må ikke have seksuelt samvær med en mand, som hvis det var en kvinde”.

Fælles for de to formuleringer er, at de bygger på en sammenligning mellem de to størrelser ”med en mand” og ”med en kvinde”. Problemet er bare, at den sammenligning ikke findes i originalteksten. Dér står hverken ”som man har” eller ”som hvis det var”. Ret beset nedlægger lovgiveren et forbud med en tilhørende klausul, der angiver de nærmere omstændigheder. Hvad disse nærmere omstændigheder går ud på, strides de lærde om. De danske oversættere har valgt at ”løse” problemet ved at gøre den vanskelige tekst enkel og ligetil. Men som antydet kommer de i betænkelig grad ud på et skråplan, idet de lægger ord i munden på den anonyme forfatter til 3. Mosebog, som efter deres mening udsteder en skarp advarsel til homo- og biseksuelle mænd. Teoretisk set foreligger muligheden, men den er langtfra den eneste og måske ikke den mest sandsynlige. Ved at lægge sig fast på denne snævre tolkning af et kort bibelvers blokerer oversætterne for enhver anden fortolkningsnøgle.

I Det Nye Testamente støder man også på en kraftig bearbejdning af en tekst. I Paulus’ første brev til Korintherne 6,9 nævner han nogle mænd, der efter hans opfattelse ikke skal arve Guds rige. Han bruger her det meget sjældne græske ord arsenokoitai, som ikke kendes fra noget skrift før Paulus. Helt ordret betyder det ”mandeliggere” eller ”sengemænd”, og der hersker stor uenighed blandt eksegeter om, hvad det dækker over. DO92 oversætter det med ”mænd, der ligger i med mænd”. Hvilke mænd i byen Korinth, der ligger i med hvilke mænd, vides imidlertid ikke. Mere konkret og kontant er DNA, hvor oversætterne bruger det moderne ”homoseksuelle”. Dette ord gør sagen ligetil og let forståelig for nutidslæsere, men samtidig skaber DNA et nyt problem. Oversætterne lader Paulus slå hånden af både mænd og kvinder, der er homoseksuelt orienteret. Det stemmer ikke overens med arsenokoitai, som kun sigter til mandspersoner.

For sit vedkommende ligger BPH på linje med DNA, idet den taler om mennesker, der ”lever i homoseksualitet”. Det er mindst lige så misvisende. Man får det indtryk, at Paulus, der levede for 2000 år siden, havde nutidens lesbiske og bøsser i tankerne. Det havde han af gode grunde ikke. På klassisk hebraisk og græsk findes ikke noget ord, der svarer til det moderne ”homoseksuel”. Det forekommer for første gang i et brev fra 1869 affattet på tysk af journalisten Karl Maria Benkert. Derfor kan man heller ikke oversætte et begreb som homoseksualitet ”baglæns” og føre det tilbage til en oldtidstekst.

Derudover indeholder Bibelen flere historier om to mennesker af samme køn, der elsker hinanden. Også her har oversætterne en tendens til at censurere. I Ruths bog kan man læse om de to kvinder Ruth og Noomi, der lever sammen, indtil døden dem skiller. I Ruth 1,14 oplyser fortælleren, at Ruth ”holdt sig til” Noomi. Der er tale om præcis samme ord, som forekommer i skabelsesberetningen i 1 Mos 2,24, hvor det oplyses, at en mand skal ”holde sig” (hebraisk davaq) til sin hustru. Med andre ord forpligter Ruth sig over for Noomi på livstid, hvilket også fremgår af historiens kapitel 1,16-17: ”Hvor du bor, vil jeg bo. Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og dér vil jeg begraves”. Ikke desto mindre laver danske oversættere om på ordlyden. I 1,14 mener DO92 at vide, at Ruth ”klyngede sig til” Noomi, mens BPH oversætter davaq med, at Ruth ”ikke ville forlade” Noomi. I begge tilfælde går læseren glip af forbindelsen til 1 Mos 2,24. En af fortællerens pointer er netop, at Ruth binder sig til en anden kvinde for resten af livet og bliver velsignet.  

I Johannes-evangeliets anden halvdel fortælles om den elskede discipel, der står Jesus særlig nær. Ved den berømte sidste nadver i Joh 13 ligger han efter datidens skik til bords sammen med mesteren. At der er tale om en intim og fortrolig situation, kan læses ud af den græske tekst, hvor det oplyses, at disciplen hviler i mesterens ”favn”. Hvis man kigger efter i de danske bibeludgaver, går man glip af denne væsentlige detalje. Ifølge DO92 ”sad” den elskede discipel til bords ”lige ved siden af Jesus”. BPH udtrykker sig mere præcist ved at sige, at disciplen ”lå” til bords. Til gengæld bliver oversættelsen upræcis i beskrivelsen af den unge mand: ”den discipel, som Jesus elskede særlig højt”. Ordene ”særlig højt” forekommer ikke i det græske forlæg, som på dette sted kun omtaler én person som den, Jesus elskede.

For sit vedkommende bevæger DNA sig ud ad et lignende spor. For det første siges, at den unge mand var ”den discipel, Jesus elskede mest”. Oplysningen stemmer overens med BPH men ikke med originalteksten. For det andet leverer DNA på linje med DO92 den unøjagtige oplysning, at disciplen ”sad ved siden af ham”. Det faktum at hele middagsselskabet lå til bords er et væsentligt element i handlingen. Derfor må det konkluderes, at nogle bibeludgaver har pillet ved teksten i en grad, der minder om censur.     

Andre lignende eksempler forekommer i danske bibeloversættelser. I sagnet om byerne Sodoma og Gomorra (1 Mos 18 – 19) bliver det at ”kende ”nogen, som er juridisk farvet, lavet om til det seksuelt betonede ”ligge med”. I omtalen af afgudsdyrkerne i Romerbrevets første kapitel (1,26-27) ændres græsk datid til dansk førnutid og nutid. I historien om David og Jonatan (1 & 2 Samuelsbog) bliver det at elske gengivet med ”holde af”, og i beretningen om den romerske officer, der henvender sig til Jesus med en bøn om helbredelse for sin elskede ”dreng” (Mt 8 & Lk 7), nedtones det højst usædvanlige i, at en repræsentant for besættelsesmagten bekymrer sig om en slaves ve og vel. Ifølge den græske tekst er officeren motiveret af kærlighed. I alle disse tilfælde ændrer eller censurerer oversætterne i vekslende omfang den tekst, de skal gengive.  

Danske bibeloversættere sidder i en nøgleposition, men de forvalter ikke altid deres ansvar med tilstrækkelig omhu eller ydmyghed. Det medfører, at læserne sine steder bibringes et sløret eller tvivlsomt indtryk af, hvad Bibelen siger om homokærlighed. Konklusionen på denne korte gennemgang må være, at det er forståeligt, at debatter om spørgsmålet jævnligt blusser op i danske medier. Så længe det er god latin at udøve censur, vil diskussionerne fortsætte. Herfra skal lyde en opfordring til danske bibeludgivere og oversættere om at holde sig opdateret på nyere forskning inden for køn og seksualitet i Bibelen. Forskningen findes og er til for at bruges. 

_________________________________________________________

 

Nedenstående kommentar har jeg sendt til Kristeligt Dagblad 16.11.2017. Uvist af hvilken grund har avisen ikke reageret.

 

USIKRE BIBELOVERSÆTTERE

Den 11/11 bragte Kristeligt Dagblad på side 13 en velfortjent hyldest til skønlitterære oversættere. Heri gør Lars Handesten udmærket rede for, hvor stor en rolle oversætterne spiller for danske læseres møde med romaner, noveller og digte affattet på andre sprog end dansk. Lad mig blot tilføje, at mange oversættere er mere eller mindre ukendte ildsjæle. Mange går ikke i kast med opgaven for pengenes skyld af den simple grund, at betalingen sjældent står mål med de mange timers intense slid. Det er lysten og engagementet, der driver værket.

For min del har jeg som professionel translatør mest beskæftiget mig med faglitteratur. Det er min erfaring og overbevisning, at oversætteren også her har en nøglefunktion i kraft af sin viden, ekspertise, smidighed og evne til at formulere sig skriftligt. I de senere år har jeg været optaget af at studere bibeloversættelser. I en vis forstand kan man sige, at her mødes skønlitterært sprog og fagsprog. Oversættere af Bibelens to testamenter skal tage stilling til en lang række udfordringer af sproglig, litterær, kulturel, historisk og teologisk art.

Ved nærmere eftersyn viser det sig, at særlige problemer gør sig gældende på områder som køn og seksualitet. I de seneste årtier er der udkommet en række bøger og artikler, som indgående analyserer kvinders situation i de århundreder, hvor Bibelen blev til. Noget lignende gælder for de såkaldte seksuelle minoriteters vedkommende. Meget er blevet afdækket og belyst, men samtidig står mange spørgsmål tilbage. Det bliver man klar over ved at se nærmere på, hvordan nyere danske bibeludgaver opfatter og behandler lige netop køn og seksualitet. Her kan nævnes den autoriserede danske oversættelse, Bibelen på Hverdagsdansk og Den Nye Aftale.

Et særligt grelt eksempel er det berømte ”ribben”, som kvinden angiveligt bliver skabt af i 1. Mosebogs kap. 2. Ribbenet mangler i den hebraiske tekst, hvor der til gengæld står ”side”. Det gør en vis forskel, om råmaterialet til den første kvinde er en enkelt knogle eller en hel menneskeside. Ikke desto mindre har danske bibeloversættere i generationer fastholdt det fiktive ribben.

Flere lignende tilfælde kan opregnes fra andre tekster i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Især når de bibelske fortællere kommer ind på noget, der ligner kærlighed eller sex mellem to af samme køn, bliver oversætterne usikre og ændrer på ordlyden. Man ser det bl.a. i historien om Sodoma og Gomorra i 1. Mosebog kap. 19 og hos Paulus i Romerbrevet kap. 1 samt 1. Korintherbrev 6,9. Noget tilsvarende sker i fortællingerne om Ruth og Noomi, David og Jonatan samt den elskede discipel. På visse punkter får originalteksten ikke lov til at sige, hvad den rent faktisk siger. I sådanne passager er det nærliggende at sammenligne oversætternes fremgangsmåde med censur.

Det er kedeligt at konstatere, at danske læsere undertiden bibringes et unøjagtigt billede af Bibelens tekster. Der er plads til forbedring. Nyere forskning omkring køn og seksualitet har gjort betydelige fremskridt, og oversætterne bør opfordres til at holde sig opdateret.

 

 

Kjeld Renato Lings | København Ø - Danmark